23 maj 2013

JORDBÆRKOLDSKÅL MED FRISKE JORDBÆR OG HJEMMELAVEDE KAMMERJUNKERE




Det kan godt være, at vejret ikke er det bedste koldskålsvejr (nyt ord, hva'), men ikke desto mindre kan man godt drømme om jordbærkoldskål og hjemmelavede kammerjunkere. Jeg forsøgte mig både med at komme friske stykker jordbær, hjemmelavede kammerjunkere og den müsli (link) jeg lavede forleden, oven på koldskålen. Det er virkelig noget, der smager af sommer og det er lettere at lave end du tror! (Og sådan set også lettere end jeg selv troede). 

Til ca. 8 store portioner skal du bruge:
1 l yoghurt naturel
8-9 dl kærnemælk
5 spsk flormelis
300 g friske eller frosne jordbær
1 hel vaniljestang
1 spsk citronsaft

Skrab kornene ud af vaniljestangen og kom alle ingredienserne i en blender og blend til massen er ensartet. Gør det evt. over flere omgange hvis din blender ikke er stor nok. Det fungerer også fint. 

Til ca. 60 hjemmelavede kammerjunkere:
125 g smør
50 g sukker
1 lille æg
½ dl mælk
500 g mel
1 tsk bagepulver
½ vaniljestang
1 øko citron, skallen af

Bland ingredienserne sammen og del dejen i seks lige store stykker og tril den til ca. 10 cm lange pølser som deles i 10 stykker. Form stykkerne til bolde eller hvad du nu synes, og bag dem ved 180 grader i 15-20 min. Lad dem køle af. 

Koldskålen serveres med friske jordbær, de hjemmelavede kammerjunkere og müsli. Så kan man selv sammensætte sin egen yndlings-koldskål. Det er ren selvforkælelse her i eksamensperioden!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar