13 maj 2012

TÆRTE MED SPINAT, FETA OG HASSELNØDDER


Denne tærte er så lækker, at I virkelig bliver nødt til at læse med. Specielt hvis I er tærteelskere som jeg. Spinattærten blev lavet i anledningen af, at min fødselsdag skulle fejres på denne søndag. Den blev serveret som en del af et brunch-frokost-bord, men kan sagtens spises til frokost og aften - og både i varm og kold tilstand. Jeg snuppede faktisk lige et koldt reststykke her til aften. Uhmm. Opskriften lyder:


Tærtebund:
100 g koldt smør
100 g hvedemel
100 g grahamsmel/ fuldkornshvedemel
2 spsk koldt vand

Smørret skæres i mindre stykker og æltes med melet til det næsten er en samlet dej - tilsæt vandet og ælt til dejen er samlet. Stil den på køl i 30 minutter. Derefter trykkes den ud i en smurt tærteform og prikkes med en gaffel. Tærtebunden forbages ved 180 grader i 10 minutter. Mens bunden er i ovnen, kan man jo passende starte på fyldet:

Fyld:
450 g optøet spinat
150 g fetaost
4 æg
125 g skyr
50 g mælk
Fintreven muskatnød
Lidt salt og friskkværnet peber
15 g hasselnødder
10 g revet parmesanost

Spinaten sigtes fri for vand og kommes i en gryde oven på fetaen på et middelvarmt blus. Der røres i blandingen til fetaen er smeltet. Blandingen afkøles. Æggene sammenpiskes - skyr og mælk ligeså, til en homogen masse og det hele blandes sammen. Muskat, salt og peber tilsættes. Den afkølede spinatblanding kommes i æggeblandingen. Rør rundt og kom det på tærtebunden. Fordel (de evt ristede) hasselnødder på tærten og riv et fint lag parmesan over tærten. Den bages ved samme temperatur (180 grader) i 40 minutter. Tærten kan nydes lun, kold til aften, frokost, brunch og i madpakken. Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar