05 april 2012

SALAT MED SKVALDERKÅL

Den opmærksomme læser vil have opdaget, at det er ved at være en uges tid siden, jeg sidst har opdateret bloggen. Derfor synes jeg I fortjener en opskrift og en opdatering. Her til eftermiddag nød jeg solskinnet i haven og fik samtidig plukket hovedingrediensen til den lækre salat, jeg vil dele med jer. 
Jeg har tilbragt de sidste 4-5 dage i sommerhus med tre skønne veninder, hvor vi fik hygget, slappet af og lavet mad til den store guldmedalje. Jeg lægger nogle billeder/ opskrifter ind fra turen på et senere tidspunkt. Lige nu er det salattid:
Som overskriften nok afslører er det skvalderkål vi skal have fat i for at lave denne skønne salat. Skvalderkålen er bedst når skuddene er helt nye og bladene stadig ikke er foldet ud. Det kan du se til venstre på nedenstående billede. Frisk skvalderkål er mest anvendeligt til madlavning/ spisning.


Skvalderkål er jo ukrudt, så derfor kan man faktisk slå to fluer med ét smæk. Man fjerner både ukrudt fra haven samtidig med, man plukker en dejlig frisk (og økologisk) råvare. For at lave salaten kunne I måske få brug for en opskrift eller lidt inspiration til at kreere egne varianter:


60 g frisk skvalderkål
1/4 icebergsalat
1 stort æble
30 g hasselnødder

Dressing:
2 spsk olivenolie
2 spsk æblecidereddike 
2 tsk sukker
Et nip salt

Rist hasselnødderne på en tør hed pande til de har taget en smule farve (det tager højst 5 minutter). Skyl skvalderkålen godt igennem flere gange så den bliver fri for jord og andre uvedkommende ting. Snit salat og skvalderkål. Skær æblet i terninger og hak nødderne groft. Miks ingredienserne til dressingen sammen og hæld den over salaten. Der vil være nok til 3-4 personer (som tilbehør). 

Salaten er dejlig frisk og sommerlig. Den egner sig godt til fiskeretter, men herhjemme endte den som tilbehør til kalveschnitzel og hvidløgskartofler. Alt kan lade sig gøre. Håber I har mod på at plukke noget skvalderkål rundt omkring i haverne. Det både dufter og smager godt - smagen er frisk og en smule syrlig. 


Håber I nyder påsken med alt hvad den må indebære! Måske I har en masse påskefrokoster i vente? Det er i hvert fald ikke det værste der kan ske. 


RIGTIG GOD PÅSKE!

// PIL



Ingen kommentarer:

Send en kommentar